|
Op
i Sermilik fjorden, Tiniteqilaaq og rundt om Ammassalik Ø
Søndag 20.
Susanne, Jørgen og Lars kom tilbage fra deres langtur i løbet af
eftermiddagen.
Mandag 21.
Susanne, Jørgen og Lars kom på besøg for at se de pakker som var kommet fra
Danmark efter at de var taget af sted, Det blev aftalt at jeg overtog
(købte) den frysetørrede mad som der ikke blev brug for. Jeg aftalte med
Lars, at vi skulle på langtur fra onsdag formiddag.
Tirsdag
22. Om eftermiddagen og aftenen
pakkede jeg min kajak oppe ved mit hus.
Onsdag 23.
Vi sejlede ud af havnen kl. 10.05 og drejede til højre udenfor fjorden. Kl.
ca. 14 nåede vi sommerbopladsen (overfor C2 og C3), hvor en fanger ventede
på hjælp – motor itu. Medens vi spiste kom der 2 grønlændere mere,
sandsynligvis hjælpen. Det er en fordel med VHF (hvis man taler
grønlandsk). Kl. ca. 16 nåede vi en vig lidt syd for Ikatteq. Vi så først
på en sommerboplads, men fortsatte imod nord til en anden. Her var der både
vand og Husruiner og vi slog vores telte op lidt udenfor bopladsen. 21,4 km
Torsdag 24.
Op kl. 7. Ved 8 tiden kom Bent Richard og Torben i motorbåd og hilste på,
de var på vej til Tiniteqilaaq. Vi startede kl. 9.30 og sejlede nordpå
igennem sundet nærmest Ammassalik Ø.
Undervejs så
vi på en bugt hvor der så ud til at være gode lejrpladser. Vi sejlede
derefter imod syd til Ikatteq, som vi anløb fra indersiden. Vi beså hele
bygden og sejlede derfra kl. 10. Dernæst sejlede imod campen (ATC) på
stranden. Undervejs så vi et glimt af skolens lejrskole. Vi sejlede udenom
sandstranden og gik iland på en ø som havde sand-forbindelse med land på
nordsiden af elven fra Mittevakkat gletscheren. På denne ø var der flere
Husruiner. For at undgå at sejle udenom øen trak vi kanoerne over den 20 m
brede sandtange. Vi sejlede ind til Sermilik-stationen(en videnskabelig
station under Københavns Universitet, hvor de måler på Mittevakkat
gletscheren) Her talte vi med Mogens Kofoed, som i 35 år har passet
Sermilik-stationen. Vi spiste vores frokost hos ham og fik te til. Medens
vi sad og snakkede så vi en sæl tæt ved kysten.
Kl. ca. 16
fortsatte vi nordpå til Kuuttuaq, som var det sted ved D1 hvorfra vi fik
bådtransport. 18,9 km.
Ved
Sermilik-stationen mistede Lars en Gummiluge. For at hente den ved lavvande
sejlede Lars tilbage kl. 20 og kom retur kl. 23. Han havde fundet dækslet
efter at have siddet i en time og snakket med Mogens Kofoed imedens vandet faldt.
Fredag 25.
Op kl. 6.45 og afgang kl. 9. Vi startede med at krydse Sermilikken på skrå op imod Johan Pedersens Fjord.
Der var en let medvind, smult vande og kun enkelte spredte større isbjerge.
Undervejs så
vi en sæl som dukkede op ca. 50 m fremme, den lagde sig vandret og dykkede
da den havde trukket vejret. Den virkede ikke bange for os. Kl. 11.15 holdt
vi en kort tepause på Johan Pedersen fjords sydlige næs, inden vi fortsatte
langs den sydlige bred. Vi er nu kommet ud af vandrekortet (1:100.000) og
jeg har lavet Prints fra vores Cd-romkort 1:250.000 i skala ca. 1:150.000.
Det er en fordel for mig da det er lettere at læse detaljerne uden briller.
Vejret er utrolig klart, det er svært at forestille sig at der bag den
pynt, som vi kan se, er 3-4 km til det større fjeld i baggrunden, det
virker som om der kun er en smal fjord. Det er en udfordring at orientere
her.
Kl. 14 spiste
vi frokost ved indgangen ved indgangen til Sangmileq. Kl. 15.30 gik vi i
land i bunden af denne fjord ved et stort vandfald. 22,4 km.
Der var dog
ingen rimelige lejrpladser der, så vi sejlede 2-300 m imod nord og slog
lejr på en sandflade med mos ca. 1 m over højeste vande.
Da vi havde
slået teltene op, gik vi op langs vandfaldet til et pas i ca. 400m højde,
hvor vi havde udsigt over en sø. Vi gik tilbage en anden vej og sluttede
med en ret stejl nedstigning (dog ikke klatring) og var i lejren kl. 18.30.
Lørdag
26.Jeg stod op kl. 6 og vækkede Lars kl.
6.30. Afgang kl. 8.25. Vi sejlede nordpå, efter en time var vi ude
af Sangmileq fjorden, derefter krydsede vi Johan Pedersen fjorden. Kl. 11
mødte vi ved indsejlingen til Ikasak Bent Richard som kom i sin motorbåd,
han var på vej på Weekendtur for at fiske ørreder i småfjordene nord for
Stoklund fjord. Vi sejlede ind til kysten og holdt en kort rast.
Derefter
fulgte vi kysten på venstre side op i hundefjorden. Derefter spiste vi
frokost på højreside ved roden af det lille næs på østsiden. Indtil dette
tidspunkt havde vi haft let medvind og smult vande. Vi sejlede nu videre
ind i fjorden indtil vi kunne overse resten af fjorden. På dette tidspunkt
var det blæst lidt op og på vejen ud af fjorden havde vi både sø, vind og
strøm imod (strøm som følge af en indsnævring i fjorden og stigende vande).
Vi mødte igen Bent Richard, de havde fisket i Kaneertivit uden at fange
noget og ville nu prøve lykken i den fjord, som vi kom fra. Vi sejlede ind
i Kaneertivit. Indsnævringen i bunden havde en naturlig dæmning henover
mundingen. Den kan kun passeres ved højvande og vi slog derfor lejr på
østsiden lige udenfor kl. 16.30. Vi har
sejlet 25.0 km. i dag.
Efter
middagsmaden gik vi op langs den foss som løb ud i indsnævringen. Fra søen
ovenfor gik vi op på højdedraget imod øst og så ud over Sermilikken. Til
køjs kl. 20.
Søndag 27.
Op kl. 6.45 afgang 9.10. Vi sejlede ud af Kaneertivit over Stoklund fjord
og ud i Sermilikken i gennem sundet ved Neerernaq. Lidt nord herfor så vi
en fangsthytte. Nogle grønlændere var gået i land og spiste frokost
udenfor. Hytten er en elementhytte af den slags som vi sidste år mødte på
Grusøen. Den var pæn, men uden hverken briks eller bord. Bag hytten lå
ruinerne af et rigtigt hus, af samme type som B-217 (som jeg brugte som
lager og værksted på Strandvejen), men længere. Derudover var der 3-4
husruiner med græstørvsvægge. Stedet var aftegnet på kortet som en forladt
bygd Umiartuativit. Vi fortsatte ca. 5 km. op langs kysten og krydsede
derefter Sermilikken imod Igenertivit. Det var i dag først overskyet,
senere fint solskin. I Sermilikken var der fuldt af store isbjerge (nogle
rigtig store) med mindre indimellem, men det var ikke noget problem, vi
kunne sejle næsten den rigtige kurs hele tiden. Kl. 16.30 var vi ovre og
kiggede ind i Amitsivartiva, en fjord med stor vanddybde, hvor der også
ligger store isbjerge. Efter en kort Tepause sejlede vi ned langs kysten
til det lille næs ved sydenden af Pikiitse. Her slog vi lejr kl. 17.50 efter
31,2 km.
Mandag 28.
Op kl. 6.45 afgang 8.50 vi sejlede de 6,5 km. ind til Tiniteqilaaq. Vi
landede kl. 10.30
ved det nye
bådehus. Efter besøg i servicehuset gik jeg ind ved siden af på
bygdekonsultationen og fik noget plaster til et gnavsår på skulderen, hvor
en søm i våddragten har lavet hul. Bagefter gik jeg på kommunens filial,
hvor jeg ringede til Torben, dels for at for at fortælle hvor vi var og
dels for at høre om se når vi nu var i Tiniteqilaaq: Da Torben og Bent
Richard var der torsdag var B-747 som var fraflyttet fuldt af møbler,
legetøj og affald. Jeg skulle se om huset var blevet ryddet, det var det
næsten. Bagefter gik vi i butikken. Vi havde snakket om de nye Panbohuse,
derfor gik vi hen og så dem, ingen havde fået 2. lag tagpap.
Afgang fra
Tiniteqilaaq kl. ca. 12. Vi sejlede igennem den lange fjord nord for
Ammassalik Ø. Vi spiste frokost kl. 14 og slog lejr kl. 18 efter at have
sejlet 29.4 km. Lejrpladsen lå ca. 10 m over højvande. Lars var ude at gå
inden aftensmaden og opdagede at hvis vi havde sejlet 100 m mere var der en
lejrplads helt nede ved vandet. Efter at jeg havde spist var jeg derovre og
mener at vores nuværende plads var bedre bortset fra højden (vi skal kravle
op 3 gange hver for at få bagagen fra kajakken), den var helt vandret og
helt tør.
Tirsdag 29.
Op kl. 6.30 og afgang kl. 9.00. Vi sejlede langs kysten indtil vi kom til
en ”dyb” vig, Denne vig havde også en tærskel ved indgangen, men den havde
dybde nok til kajakkerne Kl. 10,30 holdt vi te pause lidt inde i vigen og
kl. 10.45. skiltes vi og Lars sejlede nordpå og siden hen til fjordene ved
Sermiligaaq. Jeg havde set en mulighed for at gå over land, vi havde ellers
aftalt at skilles ved mundingen af fjorden imod Ammassalik fjord. Der var 3
steder i bunden af vigen. Jeg sejlede derind og spadserede over til den
modsatte side det tog 30 min. for den ene og spadserede ad den anden
overgangsrute fra modsatte kyst tilbage det tog 20 min. Der var dog ingen
af dem der var umiddelbart attraktive. Jeg sejlede derfor videre til den
tredje mulighed, som jeg udfra kortet anså for at være den bedste. Det var
den også der var kun 5 min at gå fra kyst til kyst.
Jeg ankom
til denne 3die overgang kl. 12.15 og var på den anden kyst (incl.
rekognoscering) med både bagage og kajak tre kvarter senere. Dernæst spiste
jeg frokost og pakkede kajakken, afgang kl. 14.
Sidste år
sejlede vi på vestsiden af Qernertivartivit Ø, for at være i læ, men da
vejret var fint med kun lave bølger sejlede jeg langs ydersiden (øst) denne
gang jeg sejlede tæt ved kysten for at få alle detaljerne med og kiggede
ind i alle vigene undervejs. Jeg nåede den nedlagte bygd kl. 16 jeg var
nødt til at gå iland et sted og dernæst forhale til et sted lige ved
kommunens hus B-560. Fra dette sted kan jeg kun starte ved højvande, til
gengæld lå kajakken vel beskyttet. 17,4 km
Jeg startede
med en tur rundt i bygden, men der var ingen huse beboet.
Sidste år
under stormvejret (med regn) viste det sig at ”taget var utæt”. I
virkeligheden var tagpappen ført 20 cm op ad skorstenen, men der var en
åbning på op til 1 cm ind til murstenene. Denne gang var alt helt tørt og
det ville være ideelt at fuge om skorstenen. Først lavede jeg nogle
strimler af min skummadras (blødt skum 15x15mm), dernæst lavede jeg en
elastisk fuge oven på dette underlag. Jeg havde som sikkerhedsudstyr en
patron silikonegummi med. Den brugte jeg til denne opgave. Som sikkerhed
har jeg stadig en rulle gaffatape. Jeg var færdig med denne opgave kl. 18.
Efter middag
var jeg ude at gå en tur. Den normalt brugte kilde var tør, men jeg havde
vand nok med til en overnatning. Bagefter var jeg rundt at kigge på grave,
der var 14 nummererede grave rund om bygden, fortrinsvis lagt højt - med
udsigt.
Onsdag 30.
Op kl. 6 efter overnatning i huset. Afgang fra Qernertivartivit kl.7.50 ved
højvande. Om aftenen havde jeg pejlet retningen til checkpoint D8, men det
var det dejligste vejr helt klart. Jeg kom
til D8 kl. 8.50, her var mulighed for lejrplads. Jeg fortsatte lidt
ind i fjorden og var også inde i den næste imod øst. Kl. 9.10 kunne jeg
dreje ned langs kysten imod syd, kl. 10 nåede jeg det sydøstlige hjørne
hvor der ifølge kortet skulle være et sømærke. Allerede sidste år så vi at
der ikke var et mærke, men denne gang fandt jeg de faststøbte bolte som
havde forankret mærket.
Sejlede
videre kl. 10.30 efter te pause. Nær ved bunden af den første fjord fra
hjørnet var der en tør gennemgang til den næste fjord. Højden var max 1 m
over højvande og der var sand og mos det meste af vejen, jeg besluttede
derfor at trække kajakken uden at læsse af og jeg kunne sejle videre 15 min
efter at jeg var gået i land. Jeg sejlede langt ind i denne fjord 2 der var
flere ret store øer som ikke var aftegnet på vandrekortet (og slet ikke på
kort 1:250.000) derefter sejlede jeg ”gennem” en ø og så på en mulig
overgang fra begge sider. Jeg sejlede videre til Gustav Holms
overvintringsplads hvor jeg spiste frokost, da jeg kom til teen havde
fluerne fundet mig og jeg sejlede videre og drak min te i kajakken. Fjorden
vest for GH tasiilaartik er over 4 km. dyb, men da jeg havde sejlet de 3
km. var der fuldt udsyn til polhelms fjelds bagside og til den dal som går
op her. Det var denne vej Anders havde været oppe ved D9 inden ATC. Videre
langs kysten indtil jeg slog lejr, noget øm i armene, i en lille vig ca. 2
km. fra Hvalfangerpladsen (Amitsivartik).kl. 16.30
Sejlet
distance efter det digitale kort 32.1 km.
Jeg startede
fra Qernertivartivit inden 8 og kunne derfor ikke ringe til Torben på
kommunen på Iridium satelittelefonen. Da jeg kom til D8 fik jeg forbindelse
med kommunen men Torben var ikke ved sin telefon, Kl. 10 var der ikke
satellitforbindelse og fra 10-12 vidste jeg at Torben var ude til møder.
Derfor blev klokken 16.30 inden jeg ringede til Torbens hjemmetelefon og
traf Birgit som fik besked om hvor jeg var. Kl. 17.15 prøvede jeg igen og
gav Torben en mere uddybende besked rent positionsmæssigt. Mit telt havde
en højdeforskel på tværs af teltet på næsten 20 cm, men da jeg skulle sove
sørgede jeg for at klodse op under madrassen i den ene side (flade sten,
redningsvest og det tøj, som jeg havde taget af) så at jeg blev liggende på
madrassen hele natten, og sov udmærket
Torsdag 31.
Op kl. 5.45 afgang kl. 7.50. Kl. 8.30 var jeg kommet forbi den halvø med
hvalfangstpladsen og var udfor Serfagajik ved den sidste vig inden fyret
skulle der ifølge kortet (både søkort, vandrekort og 250.000 kort) være et
sømærke, jeg gik derfor iland kl. 9.00 og søgte efter spor, imidlertid er
det sted, hvor sømærket er aftegnet, ulogisk (bag meget højere (utilgængelige)
forbjerge), så jeg kiggede også der, hvor jeg ville placere et sømærke. Jeg
fandt dog intet. Passerede fyret kl. 10.
Ankom til Tasiilaq kl. 11.00, Ringede til Torben så snart jeg kom
hjem i mit hus. 14,9 km
Kontakt
Morten Steen: Morten@greennet.gl
|